Min mors nepalesiske mad er både grøn og hurtig at lave

Duften af grøntsager og krydderier breder sig hurtigt, da Lukendra Gautam gæster Cheval Blancs digitale undervisningskøkken. Som en del af temaet ’Retter fra egne rækker’, har han sagt ja til at undervise sine kolleger i Cheval Blanc-familien i at lave en traditionel ret fra sit hjemland, Nepal.

Når Lukendra Gautam og hans bror som børn kom hjem fra skole, stod deres mor altid klar med varm mad til dem. De velsmagende retter, der blev skabt i familiens køkken i Nepal, var vokset frem gennem generationer i familien. 

”Jeg voksede op tæt på grænsen til Indien, så maden i den her egn af Nepal er meget inspireret af det indiske køkken. Mange danskere kender til retten dhal, som er super nem at lave og kan spises med det samme. Desuden kan den både nydes med tilbehør, eller som en suppe i sig selv,” fortæller han.

Som en del af den store Cheval Blanc-familie, bidrager Lukendra Gautam dagligt til, at tusindvis af frokostsultne danskere får en god oplevelse i kantinen. Nu skal hans nepalesiske madrødder bringes i spil i temaet ’Retter fra egne rækker’. Her ønsker Cheval Blanc nemlig at sætte fokus på den kæmpe rigdom af madtraditioner, der både gemmer sig ude i verden og indenfor egne rækker. Det fortæller HR-chef Jannik Boysen:

”Hos Cheval Blanc Kantiner ved vi, at der gemmer sig et velsmagende eventyr af eksotiske retter i andre lande, og hvem er bedre til at skabe de retter, end de af vores egne ansatte, der er vokset op fjernt fra Danmark? I ’Retter fra egne rækker’ henter vi inspiration fra andre landes madkultur, og her har vi fået to kolleger fra vores Cheval Blanc-familie til at lave originale retter fra deres hjemlande,” siger han.

Når tæring og næring smager af foræring

Lukendra Gautam er den første gæst, der indtager det digitale køkkenbord sammen med Aarstidernes, Sanne Venlov. Han har valgt at tage en original nepalesisk dhal med, som er nem at lave, og egner sig godt i et dansk kantinekøkken. Opskriften er hans mors, og retten består af spinat dhal med ris, acar, der er en salat med kartofler, agurker og gulerødder, paratha, raita, chutney, chai pakora og gajar ka halwa, som er en sød snack med gulerod.

Min mor plejede ofte at lave denne ret, når min bror og jeg kom hjem fra skole, fordi den var utrolig nem og hurtig at tilberede. Jeg tror faktisk ikke, hun brugte meget mere end 20 minutter på at lave den. I min familie er vi vegetarer, så vi har brug for en diæt, der sikrer os alle de nødvendige vitaminer. Den her type mad indeholder masser af proteiner og næring. Man kan desuden lave den med et væld af forskelligt slags tilbehør, og så smager den bare rigtig godt,” fortæller Lukendra Gautam og tilføjer:

”Det er faktisk en rigtig god måde at lære børn at holde af grøntsager.”

Spinat dhal med tilbehør er da også en populær ret i Nepal, og i Lukendra Gautams familie er det i dag en af deres yndlingsretter, som kommer på middagsbordet cirka hver anden uge derhjemme.

Måltidet fortæller en historie

Ifølge Jannik Boysen er historien om maden og de traditioner, der følger i dens kølvand, noget af det, Cheval Blanc ønsker at sætte fokus på med deres online undervisningsforløb ’Retter fra egne rækker’:

”Vi vil fortælle, at et måltid kan noget mere end bare maden. Det fortæller en historie, der bygger på erfaringer, og det er noget, man deler med andre. Måltidet er også noget, man har lært af sin mor og far, ligesom det er noget, der minder os om der, hvor vi kommer fra,” forklarer HR-chefen og slår fast:

”Vi vil sætte en stor fed streg under, at hver eneste gang, vi laver en falafel, så har det en betydning for den, der har stået og lavet den. Og det har helt sikkert også en betydning for dem, der spiser den.”

Med en hverdag langt fra sin barndoms rødder i Nepal, har Lukendra Gautam måttet justere lidt på sin mors opskrifter, da de indeholder råvarer, som vi ikke har i Danmark. Smag er dog bestemt ikke en mangelvare i Lukendra Gautams spinat dhal:

”Jeg vil gerne understrege, at vi laver retten så traditionelt som muligt, men når det er sagt, så er det ikke muligt at skabe den fulde nepalesiske oplevelse her i Danmark. Retten indeholder dog en masse krydderier, som jeg vil bruge til at gøre den så autentisk som muligt. Til sidst runder jeg den af med ekstra krydderi på toppen,” forklarer den nepalesiske madkunstner.

Nyeste artikler

Brug af cookies