Det er Cheval Blanc Kantiner, der står for driften af den nye kantine og café på Aalborg Universitet, der også er åben for de lokale aalborgensere og byens besøgende. Alle kan droppe ind og bestille dagens frokostmenu, hjemmelavede retter fra cafékortet, frisk bagværk fra kantinens eget bageri – eller bare holde en velfortjent pause.
Foodhub ligger i stueetagen i det nybyggede AAU Innovate – Science & Innovation Hub. Et moderne multihus, som er knudepunkt for tværvidenskabelig forskning, innovation, entreprenørskab, talent- og virksomhedsudvikling på Aalborg Universitet. Direktør for Cheval Blanc Kantiner Claus Tingstrøm ser frem til at samarbejde med en kunde, der er bannerfører for innovation og har bæredygtighed og verdensmål øverst på dagsordenen.
”Vi tror, at den gastronomiske udvikling i fremtiden går endnu hurtigere end nu, og den udvikling vil vi gerne være en del af. Innovation foregår ikke i en boble, den skal laves sammen med vores kunder. Derfor er det vildt spændende at have fået en kunde, der har innovation øverst på agendaen. Så vi har det lidt som et barn i en slikbutik,” udtaler Claus Tingstrøm i forbindelse med åbningen af Foodhub.
Cheval Blanc Kantiner i innovativt samarbejde med kunde om gastronomi
Muligheden for et stærkt og innovativt samarbejde om gastronomi var afgørende for valget af Cheval Blanc Kantiner, fortæller områdeleder på AAU Innovate, Mary Christensen:
”AAU Innovate er vores fyrtårn, og derfor var vi på udkig efter en leverandør, der kunne bidrage med noget, der rækker ud over en standard catering løsning, og som samtidig leverer god kvalitet på alle niveauer, fra en simpel friskbagt morgenbolle med ost og til lækker gourmetmad i vores restaurant. Nu er vi startet på en gastronomisk rejse sammen med Cheval Blanc Kantiner, og i dem har vi fundet en samarbejdspartner, hvor vi både kan være fælles om at udvikle gode madoplevelser, skabe et lokalt samlingspunkt og være fremsynede på gastronomi, madspild, bæredygtighed og madproduktion.”
Om AAU Innovate – Science & Innovation Hub
Det nye byggeri i Aalborg, AAU Innovate, bliver samlingspunkt for tværvidenskabelig forskning, innovation, entreprenørskab, talent- og virksomhedsudvikling på Aalborg Universitet.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) har doneret 100 mio. til byggeriet.
Bygningen er ca. 8.500 m² og har tilhørende ca. 11.480 m² udearealer med bl.a. rekreative opholdsarealer.
Cheval Blanc Kantiner tager den grønne linje med til Foodhub
Foodhub er en lidt ny øvelse for Cheval Blanc Kantiner, fordi den klassiske frokostkantine her kombineres med offentlig café og gastronomisk mødested, men det er en model, som Cheval Blanc Kantiner har store forventninger til.
”Vi har glædet os rigtig meget til at åbne Foodhub for offentligheden, og vi ser det, som en god mulighed for at nå ud til endnu flere mennesker med gode spiseoplevelser, der tager afsæt i sæsonaktuelle råvarer, mad lavet fra bunden, friskbagt brød og masser af økologi – og selvfølgelig til fornuftige priser,” udtaler kunde‑ og salgschef Anders Thorsager.
Som med flere andre kantiner, drevet af Cheval Blanc Kantiner, vil fokus på madspild, bæredygtighed og grønne alternativer også være en naturlig del af den daglige drift på Foodhub, som har Det Økologiske Spisemærke i Sølv.
Foodhub er også fællesspisning, bagekurser og banko
Uanset om du er gæst eller tilknyttet Aalborg Universitet, kan du på alle hverdage frit bænke dig ved et af langbordene med din frokost eller tage plads ved et hyggeligt rundbord. Du kan nyde en god kop kaffe i en af de behagelige lænestole og læse dagens avis, eller slå dig ned ved et af højbordene med din bærbare computer. Udover frokostkantine og café med udgangspunkt i mad lavet fra bunden af gode råvarer, så vil Foodhub også danne ramme om andre gastronomiske arrangementer – fællesspisning, bagekurser, foredrag, bankoaftner og vinsmagning. Det er bare et udvalg af de mange forskellige typer af arrangementer, som Foodhub forventes at lægge hus til.

Spis her eller ta´ med
Kniber det med at nå at handle ind på vejen hjem, er der forskellige hjemmelavede færdigretter at vælge imellem fra caféens take away udvalg. Uden for åbningstid kan medarbejdere og studerende også benytte sig af udvalget af frisklavede færdigretter, som både kan varmes og spises i de fælles køkken- og spisefaciliteter, der er tilgængelige for studerende og medarbejdere udenfor almindelig åbningstid.
Fine dining på toppen af Aalborg Universitet
Cheval Blanc Kantiner står også for driften af Faculty Club, en gourmetrestaurant, som ligger på øverste etage med tilhørende tagterrasse og en storslået udsigt over Aalborg og omegn. Her har Aalborg Universitet deres egne restaurantfaciliteter med plads til 48 spisende gæster og et gastronomisk niveau, der kan matche nogle af de bedste spisesteder i landet.
”Som kantineleverandør er det jo spændende at prøve kræfter med noget, der ligger udenfor det klassiske kantinekoncept, og da mange af vores dygtige medarbejdere oprindeligt kommer fra restaurationsbranchen, så er de jo stadig på hjemmebane, både når det gælder caféen, aftenarrangementer og fakultetets restaurant,” fortæller kunde‑ og salgschef Anders Thorsager.
Officiel åbning af Foodhub
Onsdag den 5. oktober 2022 åbner Foodhub for offentligheden. Her er alle velkommen til at komme forbi og få en rundvisning, se foodshow i Faculty Club og få hjemmelavede smagsprøver fra Cheval Blanc Kantiner. Find flere informationer om åbningen HER
