God smag i munden

Omtanke fra ord til bord

Det er ikke kun maden, der skal give en god smag i munden. Vi har omtanke for hele værdikæden fra ord til bord. Lige så meget vi elsker at nørde igennem med maden, lige så optagede er vi af, at vores klode ikke koger over.
Vores omtanke afspejler sig i omsorgen for vores kunder, i de råvarer, vi vælger og måden, vi behandler dem på. Vores omtanke kommer til udtryk i den måde, vi passer godt på vores personale og i vores arbejde med at mindske belastningen på klimaet.

Maden, vi serverer

Sund mad er et vigtigt brændstof i en travl hverdag. Maden skal give jer energi, næring og glæde og passe til det liv, I lever. Grønt, groft og hjemmelavet samt stor variation er nøgleordene i den opskrift på sund mad, vi følger. Og så gør vi os altid umage med at tilpasse maden til de mennesker, som skal nyde den.

Vi lægger branchens bedste råvarer i hænderne på et ambitiøst og veluddannet køkkenpersonale, der kan deres kram, hver dag. Derfor smager vores mad lige så godt som den er sund. Og hvorfor er det nu lige, at maden skal være ”lavet fra bunden”, for nu at nævne kantineklicheen over alle kantineklicheer? Fordi mad, der er lavet af friske råvarer giver mere næring til kroppen end mad, hvor råvarerne er erstattet af alt muligt bras, for at holde prisen nede og holdbarheden oppe. God mad behøver hverken at være fin eller dyr, bare den er tilberedt og serveret med respekt.
Vi er glade for vores leverandører, som gør deres yderste for, vi får kvalitetskød, skønne økologiske grønsager, friskmalet mel, spændende oste osv.

Vores mad mætter både maven og sanserne. Vi sørger for buffeten tager sig godt ud og at der altid er noget, alle har lyst til at spise sig mætte og glade i. Selvom det er hverdag, må det godt være en fest at komme til frokost i kantinen. Vi elsker at præsentere temaer, hvor vi introducerer nye og anderledes køkkener, inspirerer til nye smagssammensætninger og i det hele taget deler vores viden og madglæde med jer.

Brug af cookies